Hotellets historie:

Grejsdalens Hotel blev opført i 1879. Man kan næsten sige at hotellet blev opført på ”ruinerne” af en smugkro:

En apotekerkarl i nærheden havde gennem nogle år drevet en smugkro, men da den – med politiets mellemkomst – blev lukket, lod han Grejsdalens Hotel opføre til sin datter og svigersøn, Ane Kathrine og Jens Jacob Henriksen.

Hotellet blev opført i nyklassicistisk stil, og har helt frem til 1993 fungeret som hotel, selskabslokaler og krostue.

I 1993 indstilledes hoteldriften.

Der hørte flere bygninger til hotellet: lysthuse, keglebane og en overbygget danse-estrade. Senere kom også ishuse til og sågar en minigolf-bane!

Til hotellet hørte også en hestestald og en rejsestald (til hestevognene). Rejsestalden har igennem tiden haft mange funktioner: Hestevogns-parkering, automobil-værksted og biludlejning, lastbilsparkering o.s.v. Men i år 2000 blev rejsestalden totalt renoveret og fremstår i dag som et smukt selskabslokale.

Tidspunktet for opførelsen af hotellet var velvalgt, for landevejen gennem Grejsdalen blev åbnet netop dette år. Industrierne langs med Grejs å blomstrede, og folk fik i stigende grad øjnene åbnet for Grejsdalens magiske natur.

Derfor var Grejsdalens Hotel et naturligt udflugtsmål for vejlensere. Både som kaffested om søndagen, og som en naturlig ramme om f.eks. pinse- og Skt.Hans-arrangementer.

Og skulle naturen ikke være et tilstrækkeligt trækplaster fik hotellet en nabo som nok kunne trække folk til. Nemlig en dyrepark der kunne fremvise 3 løver, brune bjørne, aber og papegøjer. Dyreparken blev dog lukket under 2. Verdenskrig, da én af de brune bjørne overfaldt og maltrakterede en dame, der var i gang med fodringen.

Grejsdalens Hotel er det eneste hotel og traktørsted som har overlevet i Grejsdalen. Der har tidligere ligget traktørstedet på Skrædderbakken, Turisthotellet på Grejsdalsvej og Grejs Mølle, men de er i dag alle lukket.

I dag står hotellet renoveret – med respekt for den oprindelige stil.

Stedet bruges fortrinsvis som en selskabsforretning dog krydret med diverse arrangementer.